Erotisk novelle: Uden udgang

Skrevet af Karla

Uden udgang

Lejlighedens dørkarm bliver dekoreret af hendes fregnede arme. Imens hun står og konverserer med en gæst, har hun et godt greb om dørens træramme. Aftenens mange genstande har gjort hendes bevægelser usikre og skabt et flakkende blik med tunge, dekorerede øjenlåg. Hun er i godt humør, og hendes høje toneleje svinges rundt i lejligheden.

Det lange, sorte hår har dybe og legende toner af lilla, alt efter hvordan hun vinkler sig i forhold til loftslampens dæmpede lys. Hun bevæger en hånd gennem de lange lokker, som sjusker med en ellers perfekt midterskilning. Men håret er tungt og på et splitsekund hænger det igen langs ansigtet. Det har en fylde og længde, som får mit eget korte fehår til at fremstå livløst. Det har ikke rigtig ville vokse siden gymnasietiden til trods for adskillige vitaminkurer og gode råd, og derfor er frisøren også forbundet med skræk og rædsel.

Hendes til gengæld, hendes hår har altid vokset uden problemer. Og lige nu er den længste del helt nede og røre lænden. Håret indordner sig efter hendes former og lægger sig let og elegant på den øverste del af to strittende baller pakket ind i en sort kjole.

Sådan så det ikke ud i går. I går var hendes krop nøgen, og vi delte den. Ligesom vi delte min. Ingen kjoler kunne dække nogle kropsdele til, og i stedet var vi flettet sammen. Hud mod hud.

Det var en hed nat, hvor hendes berøringer slog gnister. Hun kærtegnede mine brystvorter med hendes tungespids imens hendes fingre ivrigt var på vej andre steder hen. Det hele føltes fantastisk, og jeg skød min hage i vejret, imens jeg udstødte lidenskabelige lyde.

Afbrydelser fandt kun sted, når hun blidt og drillende pustede hen imod mine fugtige nipples, hvor jeg efterfølgende ville hvine og mine hår stå oprejst på den blege underarm. Våde og varme elskede vi som aldrig før.

Men her til aften føles de hede timer som en drøm. Jeg føler mig fremmedgjort, endda usynlig, uden at vide hvad jeg har gjort galt. Hun står stadig i døren til det tilrøgede køkken og er så opslugt af en samtale, at asken fra en tændt cigaret falder til jorden, uden at det bliver bemærket. Hun har vendt mig ryggen, og jeg beundrer nu hendes lange figur bagfra, som kun er blevet længere takket være et par høje og meget tynde gule hæle. Hun nyder at være festens midtpunkt og sørger altid for at være lidt ekstra. Hvis der skulle være en dresscode, går hun bevidst udenom den. ’Det er vigtigt at skille sig ud’, siger hun ofte. Jeg elsker det. Hun har fanget mig i sit spind, og jeg kan ikke flygte.

Klokken er blevet mange, og man kan fornemme, hvordan rummet virker større og tomt, i takt med at en ny dag kalder. Jeg har selv placeret mig på en stol i lejlighedens spisestue. Foran mig er et langbord fyldt med tomme vinglas stående på en rødvinsplettet hvid dug. Mellem glas, dåser og tomme flasker kan man fornemme gæsternes manglende koncentrationsevne og rastløshed i form af fintrevet papir, stearin eller korkpropper arrangeret i små fine bunker. Lige så elegant som aftenen startede ud, lige så sjusket og beruset endte den.

Glassenes bundsjatter afgiver en sødme, og jeg rynker på næsten. Jeg bryder mig ikke om at sidde blandt de sidste gæster og fornemme solen stige op over byens tage. Pludselig er man blevet meget ædru. Jeg har ikke længere muligheden for at gøre brug af nattens mørke til at skjule diverse usikkerheder, og jeg føler mig blottet.

Jeg vil gerne gå, men min krop vil ikke rejse sig. Jeg føler mig fanget i hendes spil uden at kunne gøre mig klog på reglerne. I går var jeg midtpunktet, og i aften er jeg usynlig. I går var jeg kvinden i hendes liv, i dag er jeg fremmed. I går var vi nøgne og sårbare og elskede på en måde, som stadig har sitrende efterfølger. Jeg er dybt afhængig af hende og har ingen anelse om, hvad jeg skal stille op. Hele aften har jeg taget mig selv i at være så ubehageligt opsat på at få hendes opmærksomhed, at jeg ikke har kunnet genkende mig selv. Dårlige jokes, løgne og vilde holdninger, alt sammen desperate forsøg på at vende hendes blik mod mig.

Nogen rører ved mit ben, og jeg vågner op fra mit tankemylder. Hun registrerer endelig min tilstedeværelse, og det gør mig automatisk glad. Jeg burde være fornærmet, eftersom en kold skulder er blevet vendt mig hele aftenen. Men jeg er tryllebundet, og i stedet tager jeg fat om hendes arm. Hvis jeg blot kan få en procentdel af, hvad jeg oplevede i går aftes, er jeg overbærende. 

- Er du træt?

Hun stiller mig spørgsmålet hviskende og legende direkte ind i mit øre. Hendes krop er lænet forover, og en fyldig barm nærmer sig mit ansigt. Mine kinder bliver varme, og jeg får lyst til hende som aldrig før. Min rationelle peptalk om uafhængighed, velvære og det at kunne stå op for sig selv er død og borte. Krøllet sammen og væk. Hun spørger, om vi skal tage hjem til hende, imens hun hiver mig i armen. Aftenen i går er stadig så frisk i hukommelsen, at jeg bare nikker og følger med.

Læs også Karlas anden erotiske novelle, Dansende silhuetter på hendes lagen, her