Jalousi
Skrevet af sexologisk coach Sofie Krog
Alle kender til følelsen af jalousi, ihverfald i en vis grad. Men er jalousi godt, og kan der findes sunde og usunde former for jalousi? Læs med i denne artikel og bliv lidt klogere
Hvad er jalousi?
Jalousi er en naturlig følelse, som alle mennesker oplever i større eller mindre grad i løbet af livet, men som desværre kan skabe store udfordringer i parforhold og dating. Jalousi kan være forbundet med meget skam og tabu, fordi mange oplever at miste kontrollen, og nogle endda går så langt som til, at udføre straf og hævn på dem, som jalousien er rettet mod.
Jalousi er en paraply-følelse, som dækker over en række andre følelser. Typisk er det følelsen af ikke at være god nok eller frygten for at miste sin partner, som aktiverer jalousi. Hvis man døjer med lavt selvværd, kan jalousien forværres, fordi man lever med en grundlæggende tvivl på sin værdi og sine evner, hvilket bliver forstærket i relation til andre.
Graden af jalousi kan varierer fra forhold til forhold, fordi dynamikken i en relation kan være med til, at trigge følelsen af jalousi. Man skelner typisk mellem den sunde og den usunde jalousi.
Sund jalousi
Den sunde jalousi er forbundet med faktiske hændelser i nutiden, som kan give anledning til bekymring. Det kan f.eks. være at du og din partner har udfordringer i jeres parforhold, og at du ser din partner flirte med andre i byen, hvilket kan trigge jalousi over, at din partner har god kemi med andre end dig.
Usund jalousi
Den usunde jalousi har rod i tidligere dårlige erfaringer eller bekymringer for hvad der kunne ske - og altså ikke hvad der reelt er på spil i relationen lige nu. Den slags jalousi er forbundet med forestillinger og fantasier, som kan fremstå enormt virkelige for den, som oplever det. De sociale medier har skabt bedre betingelser for denne type jalousi, fordi de giver mulighed for at holde mere øje med nuværende og tidligere partnere, se tilbage i deres historik og sammenligne os med andre på nettet.
Det kan du gøre når du selv oplever jalousi
-
Vær nysgerrig: spørg dig selv hvad jalousien dækker over. Er der reelt noget på spil, eller er det frygten for at miste din partner, følelsen af ikke at være god nok eller tidligere erfaringer med svigt, som trigger dig?
-
Find dit behov: mærk efter hvad du har behov for i din relation. Er det tydeligere aftaler mellem jer, mere nærvær og opmærksomhed fra din partner eller måske mere flirt og flere dates?
-
Indrøm det: der er intet galt i at være jaloux. Åben op og tal med din partner om det - det kan ikke ignoreres væk, og jo længere du går med det, desto mere hober det sig op i dig.
-
Lav aftaler: lad være med at gå i kontrol-mode, men tal om hvor jeres grænser går og hvad der gør jer trygge i relationen.
Det kan du gøre, når din partner oplever jalousi
-
Mød følelserne: Vær medfølende, forstående og omsorgsfuld. Din partner har brug for at kunne mærke dig og din kærlighed, for at kunne stole på dig.
-
Vær ærlig og troværdig: lad ikke din partner have anledning til jalousien. Tal sandt og lad være med at forsøge at skåne din partner - du gør det bare værre.
-
Del dine frustrationer: Fortæl hvordan din partners jalousi påvirker dig. Lad være med at fokusere på bebrejdelser og skyld, men del i stedet dine bekymringer for jeres relation.
-
Tro på relationen: Jalousi er ikke en permanent følelse, og hvis I begge tager jeres del af ansvaret og arbejder med jalousien, kan den være med til at bringe jer tættere
Medglæde er modgiften til jalousi
Inden for non-monogami og polyamori bruger man begrebet compersion, som oversættes til medglæde, og betyder at glædes på sin partners vegne. Medglæde er med til, at opløse de negative følelser forbundet med jalousi, og kaldes derfor dens modgift.
Hvis du oplever jalousi, kan du prøve at fokusere på din partners glæde, og mærke hvordan din partners andre relationer, positive opmærksomhed og success bidrager til jeres fælles glæde.
Læs mere om Sofie Krog og hendes arbejde her!
Læs også: Guide til partnermassage
Læs også: Hvad er seksuel aftercare?