At være kæreste med en der er 15 år ældre

Skrevet af Luna Ehlers, kulturstuderende og freelance kulturskribent

15 år. Så gammel var jeg, da jeg første gang smagte skingerende sød Liebfraumilch, og så gammel var jeg da jeg fik en skæv turkisblå navlepiercing. Jeg tror også, at det var som 15-årig, jeg første gang blev standset af politiet for at – ifølge dem – skabe uhensigtsmæssigt meget postyr. Desuden er 15 år levetiden på en labrador, hvis du og den er rigtig heldige. Og så er det tilfældigvis også aldersforskellen på min kæreste og mig.

“Og hvad så?” kunne du måske spørge, hvortil jeg så kunne svare “tja, ikke noget”. Men jo. Noget. For det er ikke uden fordomme og løftede øjenbryn, at jeg afslører den “store” kløft. Hvis jeg havde en femmer for hver gang, folk i et latterbrøl har spyttet ord som golddigger og kuvøseguf i hovedet på mig, kunne jeg finansiere det gebis, min kæreste velsagtens skal erhverve sig om et par år. Det ville egentlig være meget rart, for i vores tilfælde er der ikke nævneværdige mængder gold at digge – eller kuvøse at guffe, for den sags skyld. Og skal jeg i den forbindelse indvie dig i en hemmelighed, der er lige så gammel som ham, jeg deler brød og seng med? Der findes faktisk andre grunde til at date en fra et andet årti/århundrede. Det er slet ikke så underligt, som de aldersforskrækkede går og tror.

Bevares, vi er da på mange måder utroligt forskellige. Jeg har evigt minus på kontoen, en tarvelig grå lejebolig og et fast abonnement på tirsdagstømmermænd. Han har et par børn, et istandsat hus og en ergonomisk hovedpude. Hvor han plejer sine nytilkomne ansigtsrynker, kæmper jeg stadig med den sidste del af min genstridige teenage-akne.

Men skal en bums og en ergonomisk hovedpude standse os fra at date op- eller nedad? Hvad blev der af identitetskategoriernes hellige opbrud? Når vi nu er i gang med at opløse begrænsende fordomme om køn, seksualitet og etnicitet, kunne vi måske også give de aldersmæssige en wokeistisk rusketur?

For nej, han er ikke min nye ”far”! Nej, han betaler ikke min dyre københavner-husleje! Nej, han sidder ikke i støttestrømper og lytter til Eddie Skoller! Og nej, nej, nej, jeg er ikke et led i hans sportsvognskøbende midtvejskrise! Vi er sammen, fordi vi simpelthen godt kan lide hinanden. Med eller uden Eddie Skoller og sportsvogn.

Faktisk er det både sjovt og ganske lærerigt at være sammen med en, man ikke deler fødeår med. Han kan fortælle, hvor han var, da Berlinmuren faldt, om den sagnomspundne movieboks og om tiden, hvor flannel-skjorter, fedtet hår og Oasis var sejt. Jeg holder ham opdateret på den unge politisk aktivistiske scene og lærer ham, at man altså ikke skal bruge pegefingeren til at scrolle på sin telefon. Desuden er han grundet alderdommeligt klarsyn – og dårligt kolesteroltal – færdig med datinglivets krumspring og såkaldte ”spil”. Vi slår derfor kun hinanden hjem i Bezzerwizzer og Trivial Pursuit, hvor jeg som den yngste altid starter – det står i reglerne, what’s not to like?

Vi snakker, griner, skændes, handler i Netto og tager på rejser til Rom. Vi er enige om mange ting, uenige om endnu flere, præcis som et hvilket som helst andet dødeligt par – hos os er den ene af os bare tættere på døden end den anden. Vi omfavner hinanden og aldersforskellen, der i min bog kun er positiv. Og hey, har ALT for damerne ikke lige deklareret, at boomere altså boller bedst?

Kære alle, sæt Tinders alderspræference op. Det kan varmt anbefales.