Opblomstring af den skjulte kink del 2 - om demens og tabu

Opblomstring af den skjulte kink del 2 - om demens og tabu

Skrevet af Betina Lassen, specialist i demens og psykiatri, Marte Meo terapeut og ergoterapeut.

Demens, sex og tabu

Elise kigger med et skælmsk smil over på hendes søn Egon, hvorefter hun går ind i rummet ved siden af familiefesten. Da hun kommer tilbage visker hun til Egon, at nu har hun taget sine trusser af, så han kan lege med hende under familiefesten. Egon kigger forundret på sin 74-årige mor, der aldrig har sagt sådanne noget før. Hun har altid været en meget genert, pæn og høflig kvinde. Han tænker, at det må skyldes udviklingen af hendes Alzheimers sygdom (en form for demens sygdom), der har fjernet hendes hæmninger, ligesom demenskonsulenten havde fortalt familien kunne ske.

Demens og ændret adfærd

Som beskrevet i første del, er der flere måder, hvor en skjult kink kan vise sig i løbet af en demenssygdom. Der er også flere forklaringer til, hvad der kan ligge bag den ændrede adfærd. Det kan fx skyldes:

  • uforløste lyster
  • undertrykte behov og lyster
  • svært ved at udtrykke behov for nærvær, kærlighed, berøring, sex mm.
  • svært ved at adskille fantasi fra virkelighed
  • svært ved at mærke andres og egne grænser
  • svært ved at huske hvad der er velanset hvor og hvornår
  • svært ved at genkende, hvem de er sammen med

For at finde den bedst mulige løsning, er det naturligvis nødvendigt, at komme så tæt på den bagved liggende årsag som muligt. Det vil gøre det markant lettere at finde en løsning, så alle parter får en bedre livskvalitet.

Skal man altid gøre noget ved den nye opførsel?

De beskrevne løsninger vil især tage udgangspunkt i, hvis det er din partner, der har demens, men hvis du er en anden pårørende, som oplever udfordringerne, vil du også kunne få inspiration til at finde en løsning.

Løsningen afhænger ligeledes af, om der er nogen, der føler sig generet af den nye side af personen. Nogle pårørende synes, at den nye adfærd kan være befriende, ligesom der er nogle der ser det som en fornyet energi til deres samliv.

Det vigtigt at pointere, at selvom det er en ændring, så kan det for nogen være en fantastisk ændring, der kan give deres liv nye og skønne oplevelser. Derfor kan løsningen for nogen være, at dykke mere ned i, hvad det er for en kink og om det er noget, som partneren ønsker at blive en del af.

Her er der nogen som vælger, at deres elskede med en opblomstret kink får lov til at udleve det, enten sammen med dem eller sammen med andre med samme kink. Der er ligeledes nogen der vælger, at investere i det sexlegetøj, som deres partner ønsker, for at det kan blive en del af oplevelsen. Det er dog vigtigt at mærke efter om det er noget, du ønsker at være en del af, da det er helt i orden, at forsøge at løse det på anden vis.

Løsninger til at skabe nærvær 

Løsningen afhænger altså af årsagen bag. Det skal dog pointeres, at hvis dét du først prøver er udueligt, så skal du forsøge at finde en anden årsag eller løsning. Mennesket med demens eller en hjerneskade vil i nogle tilfælde have svært ved at fortælle dig præcis, hvad det er, de forsøger at udtrykke med deres handlinger, og de kan have svært ved at udtrykke egne behov.

Det kan være, at personen forsøger at fortælle dig, at der er noget, de savner i livet. Det kan være at de har behov for en øget fornemmelse af nærvær og kærlighed.

Der er mange forskellige måder, hvor mennesker oplever, at de føler sig elsket, og derfor er der også flere løsninger. Det vil ofte være, at du kan tage udgangspunkt i deres levede liv for at se, hvordan de tidligere har fået tilfredsstillet deres behov.

Det kan være at:

  • I skal gøre flere meningsfulde ting sammen, fx. gå en tur sammen, gå i biografen, ordne haven, tage i svømmehallen mm. Her er det vigtigt at overveje, hvad personen tidligere har brugt deres tid på, da det kan give en indikation om, hvad de oplever som meningsfuldt.
  • Du skal hjælpe dem med ting i dagligdagen, såsom at hjælpe dem med at slå græsset, tage brændet ind til brænde ovnen, ordne køleskabet, støvsuge eller noget helt andet. Det er dog vigtigt at huske på, at nogle mennesker har svært ved at bede om hjælp, hvorfor det kan være en idé, at du selv forslår at gøre det for dem. Så kan de lave noget andet i mellemtiden, fx. have en sofadag.
  • Du skal berøre dem mere fx. gennem massage, holde i hånd, ligge nøgne sammen i sengen, gå i bad sammen mm.

Løsninger til at give støtte i dagligdagen 

Nogle oplever, at deres pårørende har svært ved at aflæse, hvilken form for adfærd der er passende i en given situation. Ved at støtte og guide dem i at aflæse, hvad der forventes i en situation, vil du hjælpe dem med at få en bedre oplevelse. Her vil det være godt at:

  • Aflede dem fra den handling, personen er i gang med - såfremt den ikke passer i situationen
  • Forsøge at inddrage personen i den givne situation, så personen føler sig som en del af fællesskabet.
  • Hjælpe dem til at forlade situationen inden den udvikler sig. Det vil sikre, at personen med demens undgår at tabe ansigt.
  • Fortælle dem, hvad der er forventeligt i den givne situation fx. "at nu sidder du her og spiser sammen med os andre", "du skal blive ved min side, mens vi går her i tivoli" osv.

Løsninger til de uforløste lyster og undertrykte kink

Der er en del mennesker, som igennem deres liv har undertrykt deres lyster, da de har lært, at det ikke er "velanset". Derfor er det svært, når de får en sygdom, der forhindrer dem i at lægge bånd på det - i hvert fald på den måde, som de tidligere har gjort.

Her er løsningen meget afhængig af, hvad partneren har mod på at gøre og om du som partner er interesseret i også at udforske den side af dig selv. Det kan for nogen være løsningen, at de får flere sexhjælpemidler som fx. vibratorer, buttplugs, dildoer, penis sleeves, floggere, brystklemmer m.m.

Det er vigtigt at pointere, at du som pårørende kun skal deltage i disse ting, såfremt det ikke overskrider dine egne grænser. Derfor er det essentielt at gå langsomt frem og kun gøre de ting, som du selv synes kunne være spændende at være en del af. Når det er sagt, så er der nogen som oplever en fantastisk opblomstring af deres sexliv og kærlighedsliv, fordi de involverer sig i deres partners nyfundne kink.

Hvis du ikke har mod på at blive en del af deres ændrede sexliv, så kan det overvejes, om der skal inddrages en massør, berøringsterapeuter eller lignende, for at se om behovet kan blive tilfredsstillet gennem disse oplevelser.

Løsninger hvis personen har svært ved at adskille fantasi fra virkelighed

Der er en del med demens, som får problemer med at adskille deres vågne liv fra det, der foregår i deres drømme eller i deres fantasi. Her kan det være en god idé tydeligt at fortælle dem idet de vågner, at nu er de stået op og skal være klar til at dagen starter.

Ved at skabe en tydelig start på dagen eller efter de har sovet til middag, skaber det tryghed og forudsigelighed for mennesket med demens. Det vil for nogen kunne mindske, at de har svært ved at adskille deres drømmetilstand fra deres vågnentilstand.

Vigtige pointer at huske

Det nødvendige at tænke på er, at det er svært at ændre på andre mennesker, også selvom de har en skade i hjerne eller demens. Det bedste du kan gøre er også at ændre dig, for at få en anden oplevelse af den anden person eller få en anden reaktion på deres adfærd.

Har du nogen problemer, som du oplever fylder meget i jeres privatliv, er det en god ide at tale med behandlere og fagpersoner som din egen læge, en præst, kommunens demenskonsulent, sexolog, psykolog eller en psykoterapeut.

Det er essentielt at huske på, at det er muligt at finde en løsning uden involvering af medicin - der skal dog nogle gange mange forsøg til inden en løsningen findes. Det er ofte også normalt, at den løsning der virker i dag, ikke nødvendigvis er den, der også virker om 14 dage.

 

Læs også: Opblomstring af den skjulte kink del 1 - om demens og tabu

Læs også: Sex og samvær oppe i alderen