Øvelser til traumer i kroppen
Skrevet af somatisk terapeut Molly Mørch
Mange der har oplevet seksuelle traumer, kæmper senere i livet med igen at få et fyldestgørende sexliv. Jeg ser mange i min klinik, der netop kommer med denne problemstilling. Det er aldrig et easy fix at komme tilbage til livet, med alt hvad det indebærer efter traumatiserende oplevelser. Men der er nogle ting man selv kan prøve af, og vejen hjem igen kan være både smuk og rørende. I denne artikel kan du læse om et par øvelser, som du selv kan prøve af, men husk at opsøge hjælp hos en professionel, hvis din hverdag er påvirket af traume (se sidst i artiklen for tjekliste).
Hvad har du lyst til?
Noget af det, som mange kæmper med efter seksuelle traumer, er at mærke hvad de har lyst til. Ikke kun seksuelt, men også mere generelt. Det at mærke hvad man har lyst til, kan være første skridt i at sætte grænser. Øv dig i at mærke efter med din krop, hvordan du oplever den når du mærker lyst til noget kendt. Måske ved du at du elsker chokolade eller chips. Eller at det bedste er at gå i en bestemt butik, og udvælge eller prøve ting. Det behøver ikke være kompliceret. Jeg kan f.eks. godt lide at gå rundt på den lokale planteskole, også selvom jeg ikke ikke køber noget.
Kroppen giver dig tegn
Når du gør det kendte, som du ved du godt kan lide, hvordan mærkes din krop så? Er den lidt let? Mærker du en bestemt temperatur? Er der dele af din krop som du oplever mere aktive end andre? Prøv at fokusere på en bestemt ting, og forestil dig at du må tage den med hjem. Du må fylde kurven med alt det du har lyst til, og personen i kassen siger “i dag skal du ikke betale, i dag skal du bare forkæles”. Hvad gør det i din krop? Kommer du til at smile? Øv dig i at mærke efter hvordan et klart ja til noget, eller klar lyst til noget føles, i situationer der ikke er svære eller komplicerede. Jo mere du øver dig, jo mere kan du begynde at stole på at din krop kan fortælle dig, om der er noget du har lyst til eller ikke lyst til.Udforsk dig selv inden du tager din partner med
Sex med en partner kan være en meget kompliceret størrelse, hvis man har oplevet seksuelle traumer. Jeg opfordrer derfor altid til at man udforsker sin egen lyst først, hvis man har mod på det. Vær lidt nysgerrig på din krop. Måske kan du starte med at smøre dig ind i olie eller creme meget langsomt, og mærke efter om der er områder der er rarere end andre. Måske skal du sidde og kigge på Peechs hjemmeside, og forestille dig hvordan du kunne bruge de forskellige vibratorer. Man må gerne grine og have det lidt sjovt. Og målet er ikke orgasme, men at gå lidt på opdagelse, uden at der er et pres fra en anden.
Tegn på at du skal opsøge hjælp
De ovenstående øvelser kan måske virke lidt simple, men for nogle kan de være rigtigt hjælpsomme. Men seksuelle traumer kan give alvorlige senfølger, så søg hjælp hvis du oplever flere af følgende symptomer:
-
Problemer med at sove
-
Problemer med koncentrationen
-
Tilbagevendende flashbacks eller mareridt
-
Udfordringer med at spise eller spise for meget
-
En oplevelse af ikke at være til stede i kroppen
-
At man undgår steder eller ting der minder om overgrebet
-
Generelle problemer med at fastholde relationer til andre eller med at søge og få hjælp
-
Angst
-
Ekstrem tristhed
Til allersidst får jeg lyst til at skrive at du ikke er alene, hvis det føles sådan lige nu. Der er folk der kan hjælpe dig, også selvom det kan være svært at række ud. Og det kan godt blive bedre.
Du kan desuden læse vores guide om organisationer der tilbyder gratis eller billig psykolog hjælp.